TPO-info 02/2021 – Om samarbejdet med DSB under Corona
Men når vi diskuterer hvilke tiltag, der kan indføres for at beskytte togpersonalet fra smitten, skal det ses i lyset af to afgørende ting:
1. Ifølge bekendtgørelse 1894 om brug af værnemidler i offentlig transport §6 (https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/1894) er trafikselskabet under strafansvar forpligtet til at håndhæve gældende restriktioner i toget.
Dermed er DSB selvfølgelig nødt til at insistere på vores tilstedeværelse blandt passagererne. Det er en opgave, som helt naturligt falder ind under togpersonalets ansvar. Til gengæld er der så skruet væsentlig ned for vores andre kundevendte opgaver, i form af bortfald af kaffesalg, begrænset servicering af DSB 1’ og en nedprioritering af billetkontrol, hvor det er tilladt at undlade billettering såfremt man selv skønner det hensigtsmæssigt. Kontrolafgifter udstedes som udgangspunkt kun hvis passagerer ikke kan købe billet i app eller checke rejsekort ind på næste station.
2. DSB er af transportministeriet blevet pålagt at opretholde fuld togdrift med samme antal afgange og det maksimalt mulige antal togsæt i forhold til antal kunder for at sikre plads og afstand, og for at holde hjulene i gang i samfundet.
Samme mængde tog og antal togsæt betyder, at vi stadig har det samme behov for togpersonale for at kunne opretholde sikkerheds- og tryghedsstandarden. Dermed er der ikke umiddelbart mulighed for hjemsendelse af togpersonale – der er dog åbnet op for at man kan holde evt. reserve i hjemmet, hvis man kan møde ind med 60 minutters varsel.
Selv om det er nærliggende at sammenligne vores situation med andre personalegrupper i DSB, herunder administrationsmedarbejdere, så kan det selvfølgelig ikke sammenlignes én til én. Vi udfører en samfundskritisk og sikkerhedsmæssig opgave som vi i sagens natur ikke kan klare hjemmefra. Vi er ganske enkelt uundværlige og det skal vi være stolte af.
Når der skal aftales nye tiltag for at beskytte togpersonalet (og passagererne) så foregår det i samarbejdsudvalg, hvor både ledelses- og medarbejderrepræsentanter deltager. Det betyder så, at informationen ikke når ud til os i samme øjeblik som Transportministeriet eller sundhedsmyndigheder udmelder nye retningslinjer. Det er sådan set positivt, da det modsatte ville være et tegn på at der ikke foregik nogen form for samarbejde!
I Hovedsamarbejdsudvalget (HSU) er vi repræsenteret af Mikkel Channo Jessen, som forud for møderne altid indbyder TPOs bestyrelse til en drøftelse. Talrige tiltag er blevet bragt på bordet af TPO og/eller arbejdsmiljøgruppen, herunder visirer til personalet, midlertidigt stop for kaffesalg, afspærring af klapsæder, hjemmereserver og meget mere. Andre restriktioner, såsom mundbindskrav, belægningsprocent og pladsbilletkrav er indført af Transportministeriet, men har også været løftet af TPO i HSU.
Kunne man ønske sig at DSB selv var lidt mere fremme i skoene med tiltag for beskyttelse af togpersonalet? Ja, det kunne man godt. Men vi er med ved bordet og selv om vi ikke altid ender med at være 100% enige, så er de fleste af vores forslag faktisk blevet indført i det omfang at loven og kravene fra myndighederne tillader det. Det er sådan set et klasseeksempel på, hvor vigtigt samarbejdet mellem parterne er – for vi har forskellige perspektiver på sagen.
Summa summarum er, at det ikke er spørgsmålet om vi skal omgås hinanden og vores passagerer, men hvordan. Vi bærer selv et ansvar for god håndhygiejne, at holde afstand til både kunder og kolleger, at undgå kontakt med passagerernes ejendele og så videre.
Vi har også fået hjemmel til at begrænse vores kontakt med passagererne i mange henseender. Dermed bliver det også vigtigt at have forståelse for hinanden. For nogle kolleger kan det være svært at gå på arbejde i denne tid og det kan være meget forskelligt hvornår man føler sig utryg i en given situation. Her tænker vi særligt på overlevering af tog der f.eks. ikke er blevet billetteret. Vi skal som altid være rummelige og støtte op om hinanden.
Vi vil fortsat følge udviklingen og er klar til at agere hvis det bliver nødvendigt, og vi opfordrer dig til at passe ekstra godt på dig selv og på hinanden.
TPO-bestyrelsen
TPO-info 1/2021 – DSB’s beredskab går i niveau sort. TPO samarbejder med ledelsen om at finde løsninger for togpersonalet
Efterfølgende har vi haft mere konkrete drøftelser om disse løsningsforslag med både direktøren og underdirektøren for drift, samt drøftelser på chefniveau i både område Øst og Vest. Disse tiltag omhandler blandt andet uddannelse, sikkerhed ved billettering, servicering, klapsæder ved tjenestekupeer, opholdsstuer, rengøring, hjemmereserver og flere andre ting.
Det var imidlertid ikke muligt at nå helt i mål i dag, sådan at kunne melde konkrete ting ud. Der er simpelthen noget kompleksitet og praktikalitet, der skal på plads, inden vi kan melde mere målrettet ud. TPO fortsætter i morgen tidlig dialogen med ledelsen, og forventer at kunne vende tilbage tidligt på eftermiddagen med nye, særlige tiltag, der sammen skal sikre, at vi kan gå på arbejde, så trygt som overhovedet muligt. Også selvom smittetrykket i samfundet er højt og alle er trætte af Coronarestriktionerne, der ikke synes at få nogen ende.
Men vi skal igennem vinteren, indtil vaccinerne forhåbentlig kan give os mere normale tilstande tilbage. Det er vi mange, der ser frem til med længsel. Indtil da, kan vi være fortrøstningsfulde og lidt stolte af, at vi har en vigtig og samfundskritisk nøglefunktion i, at vi fortsat møder og kører tog. Der er absolut ingen planer om at reducere i togdriften. Vores transportminister ønsker vi skal køre fuld drift, for at sprede kunderne så meget som muligt. Den opgave må og skal vi lykkes med.
Vi forventer at kunne komme med mere konkret nyt allerede i morgen over middag. Endvidere er der allerede planlagt et nyt, ekstraordinært HSU-møde fredag morgen.
TPO-info 31/2020 – Årets sidste medlemsinfo fra et meget specielt år
Men heldigvis har 2020 også tændt håb. Håb - og tro på, at 2021 vil blive et bedre år, hvor vi kan tale muligheder i stedet for restriktioner og begrænsninger. Ikke kun når det handler om Corona, men også andre vigtige områder for togpersonalet.
Vi har en klar forventning om, at vi som samfundskritisk nøglefunktion af den danske infrastruktur, vil modtage tilbud om vaccination mod Covid-19 før den øvrige del af befolkningen, men selvfølgelig efter de ældre, sygehuspersonale og andre personer i sundhedsvæsenet er blevet tilbudt forinden.
Vores håb og forventning er, at vi vil få tilbuddet inden vinteren er omme. TPO vil presse på for at togpersonalet prioriteres. For 2020 viste os også, at vores uniform på ingen måde beskytter os mod at blive ramt af Coronavirus.
Kort inden jul blev mange S-togsrevisorer, sammen med en del lokomotivførere fra S-tog og enkelte togførere, pludselig smittet med Coronavirus. Som følge heraf er der nu indført krav om mundbind overalt på KH, undtagen når man sidder ned.
Mange af dem, der blev ramt inden jul, ligger stadig syge med Covid-19 – enkelte endda alvorligt. TPO vil gerne ønske jer rigtig god og hurtig bedring. Vi tænker alle på jer og glæder os til I kommer tilbage.
TPO ønsker alle et godt nytår, og med særlig tanke til jer, der er sygemeldt med Covid-19 samt selvfølgelig jer, der holder Danmark kørende på jernbaneskinnerne i aften.
GODT NYTÅR! Vi ses i 2021
TPO-info 30/2020 – Dramatisk stigning i Covid-19-positive hos S-togsrevisorerne
TPO og LPO-S anmodede i går på den baggrund om et ekstraordinært møde i HovedSamarbejdsUdvalget, HSU, som blev afholdt i dag.
Derfor tages der nu ret drastiske skridt for at forhindre mere smittespredning mellem personalegrupperne, særligt på KH:
• Lokomotivpersonale fra S-tog flyttes allerede i dag fra stuen på 1. sal hos S-togsrevisorerne til andre lokaler i Bernstorffsgade. Arbejdet er udført
• Instruks fra ledelsen om at S-togsrevisorerne lader sig hurtig-teste dagligt indtil videre, på KH – helst i begyndelsen af tjenesten
• De kritiserede spritservietter fra 3M udskiftes hurtigst muligt med en anden type, da kvaliteten ikke er god nok
• Flere tiltag og restriktioner kan sættes i værk, såfremt der ikke sker bedring de nærmeste par dage
Til gengæld lader det til, at de tiltag vi blev enige med ledelsen om i forrige uge, har haft en god effekt. Der er generelt færre på stuerne hvilket også var hensigten.
Der er udsendt en sms fra underdirektøren for Drift i dag. Den er kun udsendt fordi situationen er så alvorlig som den er. Vi har alle et ansvar og en mulighed for at gøre en positiv forskel ved at overholde kravene fra sundhedsmyndighederne om afstand, hygiejne mv. Det mest kollegiale du kan gøre lige nu, er helt at undlade at give hånd, krammere mv. og lade være med at ”klumpe sig sammen” på stuer, rygeområder el.lign. Og spritte bordet af til den næste kollega, der sætter sig.
Hold afstand og spar ikke på spritservietter til at tørre borde mv. af med på stuerne. Så kan vi forhåbentlig få nedbragt smitten hurtigt igen.
Pas særlig godt på dig selv og din kollega denne jul.
TPO ønsker alle vores medlemmer en glædelig jul og ønsker god bedring til alle Coronaramte kolleger!
TPO-info 29/2020 – Strammere Coronarestriktioner over jul og nytår
TPO har de sidste par dage haft adskillige drøftelser med DSBs ledelse om, hvad der kunne og bør gøres, for at mindske smitterisikoen mest muligt for togpersonalet.
Vi har gjort os mange svære overvejelser og har også drøftet det med TPO’s bestyrelse.
Følgende imødekommelser mener vi vil medvirke positivt på vores sikkerhed og arbejdsmiljø de næste par uger:
• Et opdateret billetteringskoncept, der opfordrer os til at passe på os selv og bruge vores sunde fornuft i enhver henseende, når vi billetterer.
• Mulighed for at togførerne kan holde reserver (dog ikke TOR grundet mange akutte sygemeldinger) hjemme, så der ikke er for mange på stuerne
• Salget i toget er indstillet indtil videre og DSB 1’ konceptet er stærkt reduceret
• S-togsrevisorerne skal midlertidigt ikke køre billetkontrol til Malmø og indøvelsen af dette sættes på pause indtil videre
• Der er indlagt en begrænsning i Plads90 således at IC- og lyntogene ikke bliver reserveret mere end maksimalt 70% henover jul og nytår. Øvrige tog oprangeres mest muligt
Vi håber at disse tiltag vil medvirke til bedre tryghed og sikkerhed for os. Vi vil følge udviklingen hver eneste dag henover jul og nytår. Vi er klar til om nødvendigt at samarbejde om yderligere tiltag med øjeblikkeligt varsel.
Vi vender tilbage med en status i næste uge inden jul.