TPO-info 14/2022 – Ny forhandling med DSB om opsagte lokalaftaler endt uden resultat
Parterne måtte imidlertid konstatere, at man var for langt fra hinanden til at der kunne opnås enighed, hvorfor der ikke umiddelbart er en løsning i sigte.
Vi informerer igen så snart vi har nyt.
TPO-info 13/2022 – Passager idømt fængsel for trusler mod togfører
En snarrådig kunde, der sad i samme afsnit som passageren, optog imidlertid en lydfil med truslerne, som blev fremsat, efter togføreren var gået til sin tjenestekupe for at tilkalde politiet. Togføreren politianmeldte hurtigt truslerne sammen med sin leder, som hun fik god støtte fra under hele forløbet.
Samtidig henvendte hun sig til TPO for at få hjælp og støtte i sagen.
I første omgang henlagde politiet af uransagelige grunde sagen, men TPO bad Dansk Jernbaneforbund om at yde advokathjælp til medlemmet, og efter pres fra advokaten, genoptog politiet efterforskningen, og snart blev den nu dømte, både sigtet og varetægtsfængslet.
Han blev dømt for trusler, jf. straffelovens § 119, stk. 1 (vold og trusler mod person i offentlig tjeneste), og fik samlet 5 måneders ubetinget fængsel samt dømt til at betale erstatning. Den tiltalte var også tiltalt for en række andre forhold. Da den dømte ikke har siddet varetægtsfængslet længe nok, skal han nu afsone resten af perioden.
Vores advokat vil foranledige at indkassere erstatningen for medlemmet og følger sagen helt til ende.
Derfor: Meld altid vold og trusler til politiet inden for 72 timer og tag fat i vagttelefonen, din tillidsrepræsentant og også gerne din arbejdsmiljørepræsentant.
TPO-info 12/2022 – Indkaldelse til medlemsmøder i november og december
Lokalaftalerne supplerer Jernbaneoverenskomsten, men lokalaftalerne supplerer også i den grad arbejdstidsaftalen. Derfor står vi tilbage med et amputeret lokalaftalesæt, da DSB har valgt at opsige to af vores vigtigste lokalaftaler, der skal beskytte dit arbejdsmiljø og dine forhold, når du er på arbejde. Det er ikke acceptabelt.
Vi har erfaret, at DSB prøver at formidle historien om, at man skam har forhandlet med TPO, men at det er os, der er urimelige, fordi vi ikke har villet acceptere de skitserede forringelser i gældende lokalaftaler.
Det vil vi naturligvis ikke have siddende på os, og vi indkalder derfor til medlemsmøder i den nærmeste fremtid, hvor vi vil appellere til, at så mange som muligt møder op. Her vil vi kunne uddybe, hvad vi har budt ind med, hvad DSB har forlangt, og give en orientering omkring hele forløbet. Der bliver god tid til spørgsmål og debat.
Foreløbigt afholder vi følgende medlemsmøder, hvor alle medlemmer er velkomne og vi håber du kan komme:
• Medlemsmøde for Aalborg/Aarhus i Aalborg den 16. november klokken 13:30
• Medlemsmøde i både Struer og Fredericia den 6. december – tid og sted meddeles snart
• Medlemsmøde i København den 8. december – tid og sted meddeles snart
Tilmelding bedes ske til din lokale tillidsrepræsentant.
TPO-info 11/2022 – Fortsat strid med DSB
Helt uacceptabelt udmeldte DSB allerede den 4. oktober på ABC, at man har valgt at ignorere gældende lokalaftaler og indføre egne retningslinjer, når K23 begynder.
Mildest talt ikke noget særlig godt udgangspunkt, hvis man reelt ønskede konstruktive forhandlinger, og vi finder dette helt uhørt i forhold til samarbejdspligten mellem arbejdsgiver/arbejdstager.
Forhandlingen med DSB bar da også tydeligt præg af manglende vilje til at finde løsninger og virkede til kun at have til formål, at få TPO’s accept til yderligere forringelser for togpersonalet i DSB. Men det vil vi ikke være med til.
Aftalen omkring tekniske tider er opsagt til den 7. januar 2023 og aftalen omkring bemanding løber til den 31. januar 2023.
Vi er bekendt med, og har orienteret Dansk Jernbaneforbund om, at DSB har iværksat nye turlister, der ikke overholder den stadigt gældende bemandingsaftale efter den 7. januar 2023.
Her er nogle af de forringelser, du kan imødese fra K23, hvis der ikke indgås en aftale inden da: (Som udmeldt af DSB den 4. oktober 2022)
- Halvering af din forberedelsestid til tjeneste. Den var 20 minutter plus spadsere- og perrontid (samlet 30). Den vil nu kun være på 20 minutter samlet set, men med mulighed for at møde direkte på perron
- 10 minutters afslutningstid uanset om man skal efterse tog, aflevere hittegods eller lave kontantafregning - en forringelse på fem minutter i forhold til praksis i dag
- Ingen aftalt skiftetid ved stammeskift
- SAR-tjenester skal fremover udføres alene en stor del af døgnet
- Ingen aftaler om bemanding i tog eller TGF3 eller TGC. Kun intern ”retningslinje”, der ikke forpligter DSB. Ingen aftale om tryghedsbemanding
- Intet samarbejde med dine tillidsrepræsentanter om turlister (Ligesom der ikke har været i år, grundet DSB’s opsigelse af lokalaftaler midt under turlisteforløbet)
Samlet set gør DSB’s nedskæringer på forberedelsestiden det muligt at øge tiden, du skal køre i toget, med 50 til 60 timer om året. Vel at mærke i tog, uden aftale om bemanding og tekniske tider.
De udsendte turlister for K23 indeholder kun en møderamme, og vi kender derfor ikke turenes indhold, selvom vi har bedt om at se indhold og sammensætning. DSB har dog klart afvist at vise os indholdet. Vi forudser et væsentligt forringet arbejdsmiljø på den konto, for hvorfor ellers skjule det?
Det er klart, at så væsentlige forringelser er helt uacceptable og vi agter ikke at finde os i det. Situationen er alvorlig, og vi kommer til at kæmpe med alle lovlige midler for at genindført disse aftaler og vil ikke stiltiende acceptere et diktat fra DSB. Togpersonalet har gennem et årti leveret meget store besparelser til DSB, men man er tilsyneladende af den opfattelse, at man bare kan blive ved at forringe vores vilkår.
TPO vil udkomme med mindst én ugentlig medlemsinformation indtil videre, for løbende at give status på situationen.
K23 og lokalaftaler
Sådan er det imidlertid ikke i år. Som bekendt har DSB valgt at udarbejde turlisterne uden respekt for de gældende lokalaftaler på området. Aftaler, der blandt andet omhandler møde/sluttider, spadseretider, tidsrum for bemanding med tryghedsbemanding, SAR-kørsel osv.
DSB har valgt at indarbejde og igangsætte disse turlister som plangrundlag for K23, velvidende, at de ikke overholder de gældende lokalaftaler på området, og derfor har vi ikke kunnet medvirke til at legitimere og blåstemple dette ved at samarbejde om K23. Hvor gerne vi end ville samarbejde om K23. Vi ved, hvor vigtigt, det er.
Disse lokalaftaler er, uagtet de er opsagt til udgangen af januar 2023, stadig indtil da, bærende elementer i den samlede arbejdstidsaftale, der blev indgået mellem DSB og TPO ved overgangen til Jernbaneoverenskomsten under DI/DJ. Det må naturligvis forventes, at disse aftaler overholdes af begge parter.
TPO har nu deltaget i forhandling med DSB´s ledelse for at finde en løsning. Selvom vi forhandlede i mange timer, lykkedes det ikke at opnå enighed mellem parterne.
TPO ser med meget stor alvor på denne uholdbare situation og har i går haft møde med Dansk Jernbaneforbunds forbundsledelse for at drøfte det videre forløb.
Vi vender tilbage med yderligere information, når der er nyt i sagen