TPO-info 3/2024 – Orientering om 8. Tillidsmandsmøde i TPO, den 23. april 2024
Formandens beretning kom bl.a. rundt om DSB’s opsigelse af lokalaftaler og manglende vilje til at underskrive nye aftaler om tekniske tider og bemanding i tog. Også andre emner blev adresseret, herunder fremtidige betjeningskoncepter i togene, men også om sagen, der nægter at dø, nemlig ”Buddinge-sagen”.
Thomas Bryan Lund fra Dansk Jernbaneforbund blev valgt som mødets dirigent og Franciska Moser Sørensen som mødets sekretær.
Der blev vedtaget et opdateret lovsæt, der bl.a. betyder, at en næstformand eller formand, der indtræder i konstitueret form, altid skal vælges på førstkommende, ordinært tillidsmandsmøde. Dette afkorter tiden man kan sidde på disse to poster, uden at være valgt af en generalforsamling, som et tillidsmandsmøde i bund og grund er.
De nye love lægges op på TPO’s hjemmeside indenfor få uger, når protokollen fra mødet er færdigredigeret og underskrevet. Den lægges også op på hjemmesiden, samtidig med de opdaterede vedtægter.
På mødet meddelte Susanne Bjørn Jensen, at hun ønskede at trække sig af helbredsmæssige årsager. Formanden holdt efterfølgende en kort tale hvor han varmt takkede Susanne, både personligt og på vegne af bestyrelsen, for otte års tæt og godt samarbejde, under til tider særdeles vanskelige vilkår. Der var stående bifald fra hele forsamlingen til Susanne for hendes mangeårige indsats for TPO og Dansk Jernbaneforbunds medlemmer.
Mikkel Channo Jessen genopstillede på mødet som områdegruppeformand og Maria Lisbeth Vegeberg Laursen stillede op til næstformandsposten i TPO. Begge blev valgt uden modkandidater og takkede for valget og tilliden. Vi glæder os begge to meget til samarbejdet.
Desuden blev Claus Nielsen genvalgt som bilagskontrollant og Mai Britt Iversen valgt som suppleant for bilagskontrollanten.
Som afledt konsekvens af, at Maria Lisbeth Vegeberg Laursen er valgt til næstformandsposten, udtræder hun af lokalgruppen i Nykøbing Falster, og Diana Rylund er herefter den nye lokalgruppeformand og tillidsrepræsentant i NF. Dette medfører også, at Mathias Weber Eybye Overgaard dermed er ny næstformand i bestyrelsen i NF.
Efter tillidsmandsmødet konstituerede bestyrelsen sig i forhold til repræsentationen i samarbejdsudvalg og andre opgaver. Denne liste offentliggøres på hjemmesiden samtidig med protokol og de opdaterede love.
Vi glæder os til samarbejdet med den nye bestyrelsessammensætning, men vi vil også gerne her takke Susanne Bjørn Jensen hjerteligt for hendes arbejde som områdegruppenæstformand i otte år og knap seks år som kasserer for område- og lokalgrupperne i TPO.
Tak, tillidsmand!