TPO-info 13/2020 Togpersonalet og Coronavirus 10
Det er et gigantisk puslespil, der skal gå op og vi har vist, at vi er villige til at strække os langt for at give vores arbejdsplads en fremstrakt hånd, i denne alvorlige situation. Dette viste vi blandt andet, da vi valgte at suspendere bemandingsaftalen midlertidigt.
Som bekendt udsendte DSB information onsdag aften om, at man nu har valgt også at suspendere alle regler om korrigering indtil videre. Dette gælder både tog- og lokomotivpersonale. Selvom ledelsen har lovet, at man vil tage de størst mulige hensyn til den enkelte, er vi alligevel forundrede over, at man tager så drastiske skridt i brug og vælger at påkalde sig force majeure og fuldstændig tilsidesætter korrigeringsreglerne. Vi havde hellere set, at man havde fundet nogle gode løsninger med de faglige repræsentanter for driftspersonalet, men vi har taget til efterretning, at man fra planlægningsafdelingen ikke har kunnet overskue dette.
Det er altså ikke en beslutning som vi har været inde over. Det er udelukkende DSBs valg.
Vi bider dog mærke i, at ledelsen har skrevet at ”Vi vil og skal gøre alt, hvad der står i vores magt for at ramme så tæt på jeres oprindelige mødetid som mulig” samt: ” Hvis det indimellem bliver nødvendigt at flytte din mødetid med flere timer, vil det foregå i en tæt dialog med dig”.
Vi ved at planlæggerne disse dage må knokle i lange timer og gør sig store anstrengelser for at få enderne til at mødes. Vi appellerer derfor til, at man ikke lader sine frustrationer over eventuelle korrigeringer gå ud over tjenestefordelere og disponenter. De har ingen skyld eller andel i dette her, og er sat på en meget svær, hvis ikke næsten umulig opgave. Alle er pressede til det yderste for tiden, men vi er alle i samme båd.
Vi forventer selvfølgelig at DSB lever op til deres løfte om dialog med både jer og os, og om ikke at ændre mere i mødetider end højst nødvendigt. Hvis du alligevel synes, at dette ikke efterleves, skal du kontakte din tillidsrepræsentant eller lægge en seddel til din lokalgruppe. Vi kommer til at holde møde tre gange om ugen med planlægningschefen mens dette står på, så vi kan drøfte hvordan det forløber og I skal ikke være i tvivl om at vi presser på for at få normaliseret vores korrigeringsregler så meget som muligt, så hurtigt som muligt.
Det er begrænset hvor længe DSB kan sige at de er i en Force Majeure situation, så TPOs forventning er helt klar; DSB skal så hurtigt som muligt atter overholde de gældende varsler for korrigering og underretning.
Hjemsendelser:
DSB har nu udvalgt de medarbejdere, der hjemsendes. Vi har haft en fin dialog med DSB i forhold til at tage størst mulige sociale hensyn. Vi ved også, at der selvfølgelig vil være nogen, der er skuffede over ikke at være blevet hjemsendt. Det er dog positivt, at det nu også er lykkedes at lave en aftale på det offentlige område, der gør at tjenestemænd også kunne omfattes af aftalen på lignende vilkår. Derfor er der også tjenestemænd, der bliver hjemsendt og de hjemsendte bliver hjemsendt foreløbig til den 30. april, men kan altså tilbagekaldes på arbejde med dags varsel, hvis restriktionerne i samfundet bliver ophævet.