TPO-info nr. 17 –  Røgfri arbejdstid i DSB

Røgfri arbejdstid i DSB – Medarbejderrepræsentanternes holdning

Hermed information fra medarbejderrepræsentanterne i Hovedsamarbejdsudvalget (HSU) om røgfri arbejdstid.

Ledelsen i DSB har hen over sommeren besluttet at indføre røgfri arbejdstid fra 26. januar 2026. Information herom til medarbejderrepræsentanterne (M-siden) i HSU blev givet på et særskilt møde d. 19. august, drøftet på HSU-mødet d. 16. september og endelig besluttet (ensidigt af A-siden) på Hovedsamarbejdsudvalget (HSU)-mødet i dag, d. 4. november.

Ændringen betyder, at al rygning, herunder brug af e-cigaretter, forbydes i hele arbejdstiden. Forbuddet gælder også, når man bærer uniform uden for arbejdstiden og for den sags skyld også i selvbetalte spisepauser for den del af virksomhedens ansatte, som har dette.

Det er jo nok de færreste, der mener, at det er sundt og / eller anbefalelsesværdigt at ryge, heller ikke M-siden i HSU. Men der er langt fra den konstatering og til et totalt rygeforbud. Meget langt endda.

Ingen skal være i tvivl om, at en samlet M-side i HSU støtter op om røgfri miljøer på arbejdspladsen, beskyttelse af ikke-rygere, hjælp til rygestop – ja, alle former for frivillighed. Men M-siden tager afstand fra ledelsens beslutning om indførsel af et totalt rygeforbud i arbejdstiden, hvor formålet har karakter af et forsøg på at ”beskytte” medarbejderne imod deres egne valg. Det er ikke arbejdsgiverens ansvar, og M-siden ser forbuddet som et indgreb i voksne menneskers valg og råderet over eget liv. Der er – ikke bare i DSB, men rundt om på landets arbejdspladser – en stigende tendens til, at arbejdsgivere i et hidtil uset omfang blander sig i medarbejdernes handlinger og valg, uagtet disse helt – eller i langt overvejende grad – ikke har betydning for arbejdet og dets udførsel.

Det er M-sidens holdning, at arbejdsgivere, herunder ledelsen i DSB, skal udvise størst mulig respekt for de ansattes personlige valg, når disse ikke er til gene for arbejdsgiveren eller virksomhedens øvrige medarbejdere. Derfor beklager vi ledelsens ageren i denne sag. Vi anbefaler, at beslutningen genovervejes, at der i stedet fokuseres på frivillighed og ikke mindst, at der fares med lempe i forhold til de medarbejdere, som måtte komme i klemme, når / hvis forbuddet overtrædes.

Bemærk! Enslydende information er udsendt af de øvrige faglige organisationer i DSB

Med venlig hilsen
M-siden i HSU