Sommeren er over os og det mærkes som vanligt også på vores kunder i toget, der består af alt lige fra udenlandske turister, festivals glade unge mennesker til familien Danmark der skal på tur på tværs af landet. Oven i det oplever vi også de vanlige sporarbejder rundt omkring i landet, samt de til tider hårdt prøvede klimaanlæg i vores materiel, der ikke kan følge med i sommervarmen. I år er vi mere presset på vores bemanding end vi plejer. Vi ser desværre en tydelig tendens til at der mangler personale, både generelt og i form af bla manglende tryghedsbemanding, og næsten dagligt beder Tj. Fordelingen om hjælp til at få dækket ubesatte ture. For mange kolleger kan netop arbejdsdagene i sommerperioden føles lidt mere presset, grundet de mange kunder der ikke er vant til at køre tog, sporarbejder, varme dage samt nedformeringer og fyldte tog. TPO har flere gange givet udtryk for vores bekymring til planlægningsafdelingen overfor den pressede personalesituation og mulige konsekvenser heraf. Hver gang med et svar om at der er styr på det og situationen er under kontrol. Vi er dog af en anden opfattelse og kan både se og høre at situationen er presset mange steder. Vi ved at togpersonalet er dygtige og servicemindet og alle sammen gør I jeres bedste hver dag, men situationen medfører i øjeblikket en ekstra presset hverdag, og det er derfor rigtig vigtigt at I sørger for at restituere på jeres fridage og i jeres pauser. TPO har stort fokus på personalesituationen og følger den tæt, ikke blot i den netop pressede sommerperiode, men hele året rundt. Vi er alle blot mennesker og selvom det virker til at togpersonalet til tider har superkræfter, så er vi netop kun et menneske hver især, så pas nu rigtig godt på jer selv.