DSB implementerer som bekendt et nyt planlægningssystem IVU den 27. oktober 2025 og det afstedkommer en række nye måder vores arbejdstider bliver planlagt på. Fremover skal ture planlægges ud fra individuelle tidsønsker hvorfor DSB netop har udsendt forespørgsler til alle. Her skal du angive det tidsrum du ønsker at møde i og det vil efterfølgende blive lagt ind i IVU. Fridagene ligger fast, og du fortsætter i dit nuværende fridagsmønster. Det er aftalt at det nuværende fridagsmønster også gælder i 2026.
HUSK at indmelde dit mødetidsønske.
Planlægningssystemet er flere gange blevet udskudt og tages nu i brug tæt på hvor vi normalt skifter turliste, hvorfor vi mener at vi burde have fortsat i vores nuværende hold til start januar for at sikre ro over jul og nytår, men dette bliver desværre ikke imødekommet.
Det er stadig TPO´s klare holdning at vores arbejdstidsaftale beskriver at vi udover præferenceture, også skal kunne køre i hold. Som TPO skrev i januar 2025 i Medlemsinfo nr. 1, så havde vi en lokalforhandling med DSB om tolkning af vores arbejdstidsaftale og på dette møde blev der skrevet et uenighedsreferat, hvorefter sagen er overgået til Dansk Jernbaneforbund for behandling i det fagretslige system. Desværre kan dette være en langsommelig proces og indtil der lægger en afgørelse på vores sag, så har DSB ledelses-og fortolkningsretten.
TPO mener stadig at det er en forringelse for den enkelte medarbejder at det ikke vil være muligt for at se sine ture længere end 28 dage frem og for mange vil denne ændring afstedkomme en stor forandring i balancen mellem arbejdsliv vs. privatliv.
Vi kan dog ikke komme uden om at selve planlægningssystemet skal indføres uanset uenighed og så længe vi ikke har fået en afklaring på denne, så kan DSB fortsætte med det arbejde de har igangsat i forhold til at alle skal køre i præferencehold. Skulle vi sidenhen få ret i vores tolkning af arbejdstidsaftalen, så vil det først være når afgørelsen ligger at DSB skal efterleve dette.
TPO deltager aktivt i alle møder vedr. implementeringen af IVU da vi ønsker en konstruktiv dialog og samarbejde, men vi stiller også spørgsmål og krav, da IVU kommer til at forme en stor del af vores arbejdsliv fremadrettet.